Cannabis er mere sikker end et hvilket som helst receptpligtigt lægemiddel

Generelt er lægestanden modstandere af plantemedicin. Det gælder også medicinsk cannabis. De foretrækker syntetisk fremstillede lægemidler med standard doser og indhold fastlagt af producenten. Det fritager dem generelt for ansvar, med mindre de bruger lægemidlet til andre formål, end det, der er godkendt til – såkaldt off-label ordination.

Der er enkelte danske læger som Tina Horsted, der gennem nogle år har behandlet især smertepatienter med medicinsk cannabis, som hun får fra Glostrup Apotek. Det er hun ikke blevet populær blandt kolleger og medicinalindustrien for, men patienterne er taknemmelige for, at nogen lytter til dem og forsøger at hjælpe dem. Det lykkes naturligvis ikke at hjælpe alle, men dem, det virker på, får færre smerter og bedre livskvalitet.

Canada er det andet land i verden udover Uruguay, der i 2018 har legaliseret al brug af cannabis. Det sker heller ikke der gnidningsfrit i forhold til de læger, der skal ordinere det. Under et program i april kan læger skrive anbefalinger til patienter, som føler, at de har gavn af stoffet.

Mange lægegrupper er gået imod de nye regler, mens et antal lokale kolleger laver deres egne cannabis vejledninger. På samme måde som vi har set herhjemme, har organisationer som Canadian Medical Association (CMA) og Royal College of Physicians and Surgeons of Canada advaret lægerne mod at udskrive cannabis.

Dr. Michael Hart fra Ontario er en af de få læger i Canada, som har valgt at støtte medicinsk cannabis. Nogle har ligesom han etableret klinikker med den alternative behandling.[1] Men dr. Hart mener, at responsen fra disse organisationer ikke nødvendigvis repræsenterer, hvad de fleste læger føler. ”Jeg tror ikke, at mange læger grundlæggende er imod medicinsk cannabis. De er bare usikre på, hvordan de skal udskrive det,” forklarer han.[2]

Mangel på formel tests er noget af det, der skræmmer de fleste læger, siger Dr. Louis Hugo Francescutti, præsident for CMA.[3] Indtil der er udført store, kliniske forsøg, er det usandsynligt, at størstedelen af dem vil starte med det nye program.

“Hvis evidensen er der, tror jeg ikke, at lægerne vil have nogen problemer med at støtte op om det. Læger er ikke begejstret for at udskrive i blinde,” tilføjer han. Evidensen fra humane forsøg kræves, før et nyt forsøg kan blive godkendt som medicin. Der er imidlertid ingen firmaer, der indtil nu har villet finansiere den nødvendige forskning af medicinsk cannabis.

Problemet er, at cannabis i form af plante ikke kan patenteres, hvilket gør, at forskning ikke kan betale sig. Lægerne vil ikke udskrive det, hvis det ikke er undersøgt ved kliniske forsøg. Kliniske forsøg er meget omkostningsfulde. Ingen vil finansiere dem, hvis ikke de kan forvente at få patent på præparatet og få en betydelig profit. Herved adskiller cannabis sig ikke fra alle andre formere for plantemedicin.

Spørgsmålet er, om patienterne vil finde sig i at være fanget i en sådan interessekonflikt om et planteprodukt, som er så nemt at få fat i på det sorte marked, og som alle kunne lave ud fra nogle få planter i haven, hvis de kunne få lov? I USA er det i hvert fald patienter og pårørende, der har organiseret sig og skabt et politisk pres, som har ført til, at over halvdelen af de amerikanske stater har legaliseret medicinsk brug af cannabis. De statslige myndigheder må bare se undrende til.

Men selv med de begrænsede kliniske data mener læger som dr. Hart, at der er grund nok til at udskrive medicinsk cannabis fremfor andre lægemidler. Receptpligtige smertestillende midler har f.eks. vist sig at være meget mere dødelige.

”Opioider dræber flere mennesker hvert år end alle ulovlige stoffer tilsammen. Cannabis har aldrig dræbt nogen,” siger dr. Hart. Faktisk gør cannabis´ mangel på risiko for dødelig overdosis det mindre farligt end de fleste lægemidler, der sælges på apotekerne.

”Jeg har det godt med at udskrive det, fordi det er mere sikkert end stort set al anden medicin,” konkluderer han.

[1] Doctor Says Cannabis Safer than Every Prescription Drug. http://www.health24news.net/2018/01/doctor-says-cannabis-safer-than-every.html?m=1
[2] London physician says weed is safer than most drugs he prescribes. http://www.lfpress.com/2014/05/26/the-pot-doctor-is-in
[3] It’s time to start using the M-word. http://hospitalnews.com/time-start-using-m-word/