Nu kan man også få cannabis på nogle hospicer

Det er der flere hospicer, som er begyndt at give deres patienter cannabisolie på recept.Det kan virke både smertestillende, kvalmedæmpende og appetitstimulerende, lyder det.

”De får flere kræfter til at komme igennem hverdagen, og de får et overskud, som de ikke havde før”, fortæller Preben Olsen, der er ledende overlæge på Diakonissestiftelsens Hospice på Frederiksberg til DR.dk.[1] Det er et af de danske hospicer, der gennem det seneste års tid er begyndt at udskrive cannabis-olie til nogle patienter.

DR Nyheder foretog i 2017 en rundspørge til landets 20 hospicer. Fem af dem havde på det tidspunkt udskrevet cannabisolier og kapsler med cannabisekstrakt til nogle af deres patienter, og på to andre overvejede man at gå i gang med at udskrive produkterne.

Mange patienter køber det illegalt
En af begrundelserne til, at flere hospicer udskriver cannabisprodukterne, er, at deres patienter i forvejen selv skaffer det på det på ulovlig vis, lyder det.

”Jeg vil gerne give dem den rene vare,” siger Preben Olsen. ”Så har jeg også helt styr på, hvad de får, og i hvilke doser de tager det, så der ikke er problemer i forhold til den øvrige medicin, jeg udskriver,” fortsætter han og understreger, at det ikke er alle hans patienter, der oplever, at cannabisolien virker.

Han forklarer, at han generelt møder flere og flere patienter, der på ulovlig vis skaffer cannabis – blandt andet i form af olier – på egen hånd. ”Det bliver mere og mere udbredt, for flere læser om det eller hører om det. Næsten alle patienter her har enten prøvet det eller overvejet at prøve det,” siger Preben Olsen. ”Der kan gå lang tid, før de fortæller mig, at de tager cannabis. For mange er lidt flove over det,” tilføjer han.

Og han er ikke den eneste hospicelæge, der oplever, at patienterne selv skaffer cannabis til medicinsk brug. Størstedelen – nemlig 14 af de 20 hospicer – svarer i rundspørgen ja til, at nogle af deres patienter bruger cannabis, som de har skaffet uden om en læge.

 

[1] Hospicer er begyndt at behandle patienter med cannabis-olie. https://www.dr.dk/nyheder/indland/hospicer-er-begyndt-behandle-patienter-med-cannabisolie